Key Account Manager til strategisk salg!
Hos Notabene.net har vi gennem en fantastisk udvikling de seneste år opnået positionen som Skandinaviens største og foretrukne aktør inden for online marketing. Vi er i dag over 200 ansatte, som hjælper vores kunder med alle aspekter af at drive trafik til deres sites og herefter sikre, at trafikken udnyttes bedst muligt i forhold til de opstillede målsætninger, samtidig med at vi sørger for at give de besøgende de rigtige incitamenter til komme tilbage.
Vores fokus er at skabe værdi for hver enkelt kunde, og det kræver masser af engagement fra vores side - og i høj grad også fra kunderne. Er dette ikke til stede, takker vi hellere pænt nej til at løse en opgave, da vi går efter at skabe resultater – hver gang!
Udviklingen i Notabene.net er langt fra færdig, og næste mål er at blive Europas foretrukne aktør inden for online marketing i bred forstand. For at lykkes med denne målsætning skal vi bruge en række dygtige Key Account Managers, som med stærke kompetencer inden for strategisk salg kan støtte op omkring vores fremtidige udvikling.
Jobbet:
Som Key Account Manager hos Notabene.net vil du blive en del af et fantastisk team af kundeansvarlige. Du vil få overdraget en kundeportefølje, som du får det fulde ansvar for at udvide og udvikle på tværs af - og i samarbejde med - hele organisationen. Der er tale om et inflydelsesrigt og selvstændigt job, hvor dagligdagen består af planlægning, forberedelse, kundemøder, projektstyring og løbende opfølgning.
Vi stiller store krav til os selv – og til dig
Vi stiller store krav til dig som Key Account Manager, og vi ved, at mennesker der trives, skaber de bedste resultater. Vi vil påstå, at vi har en af Danmarks mest spændende arbejdspladser, hvor der er plads til at have det sjovt, samtidig med at vi fortsat skaber fantastiske resultater.
Da det personlige strategiske salg er den altafgørende succesfaktor for vores virksomhed, vil du indgå i et personligt tilrettelagt udviklingsforløb. Hermed sikrer vi succes for dig, for virksomheden og ikke mindst for vores kunder. Vi garanterer, at du uanset dit nuværende høje niveau bliver både udfordret og udviklet menneskeligt såvel som salgsmæssigt.
Vi forventer, at du kan stå inde for følgende:
- Du har viljen og lysten til udvikle dig
- Du ønsker indflydelse og medansvar
- Du er selvstændig, praktiker og resultatorienteret
- Du har set værdien ved at arbejde struktureret og vedholdende
- Du er blandt de dygtigste i dit nuværende firma
Den ideelle kandidat
Vi forestiller os, at du har et godt job og er meget tilfreds og succesfuld, men at tiden er inde til forandringer, for at du kan udvikle dig. Du har lyst til at møde nye succesfulde mennesker og blive inspireret heraf.
Du har:
- It-kendskab på relativt højt niveau
- Engelskkundskaber på forhandlingsniveau
- Erfaring med marketing (ikke et krav)
- Erfaring med salg på højt niveau
Hvad kan vi tilbyde?
Vi forventer, at du yder en stor arbejdsindsats – og du vil blive honoreret herefter. Vi tilbyder en yderst attraktiv lønpakke, selvfølgelig inkluderende mobiltelefon samt hjemmearbejdsplads med bærbar computer.
Vil du vide mere om jobbet, eller har du andre spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Salgchef Morten Petersen på 7027 8089 eller 2424 3824.